Dyresygdomme

Fødevarestyrelsen overvåger og bekæmper anmeldepligtige husdyrsygdomme.

De anmeldepligtige sygdomme er smitsomme sygdomme, som skal bekæmpes en​ten af hensyn til deres samfundsøkonomiske eller deres produktionsmæssige betydning.

I den nationale lovgivning er fastsat bestemmelser for, hvilke sygdomme der skal anmeldes, og​ hvornår de skal anmeldes. Sygdommene fremgår af lister, som er offentliggjort i form af en særlig bekendtgørelse. Ved anmeldepligtige husdyrsygdomme forstås sygdomme, som skal anmeldes til Fødevarestyrelsen.

De anmeldepligtige sygdomme er opdelt i to grupper: De alvorlige og de mindre alvorlige. Alvorlige sygdomme skal anmeldes af dyrlægen til Fødevarestyrelsen straks ved mistanke, mens de mindre alvorlige først skal anmeldes ved påvisning.

Alle, der holder dyr, skal straks tilkalde en dyrlæge, hvis et dyr kan mistænkes for at være angrebet af en anmeldepligtig sygdom. Dyrlægen skal søge mistanken be- eller afkræftet.

Overvågning og bekæmpelse sker i et tæt samarbejde med landbruget.

Blandt de anmeldepligtige sygdomme er også zoonoser. Zoonoser er sygdomme, som kan smitte mellem dyr og mennesker og kan gøre mennesker syge. Nogle af de almindelig kendte zoonoser er salmonella, COVID-19 og fugleinfluenza. 

Fødevarestyrelsen har det overordnede ansvar for at overvåge og bekæmpe zoonoser i dyr i Danmark.​​​

 

Oversigt over anmeldepligtige dyresygdomme