Attraktiv arbejdsplads

Fødevarestyrelsen vil være en af de bedste offentlige arbejdspladser i Danmark.

Vi vil være kendt som en bæredygtig styrelse med fokus på bl.a. læring og trivsel. Vi vil kunne tiltrække og fastholde de bedst kvalificerede medarbejdere i en tid, hvor konkurrencen om medarbejderne skærpes. Ambitionen er høj, fordi vores strategiske mål er ambitiøse. Det kræver, at vi hele tiden justerer både opgaveløsning og kompetencer. Derfor skal vi være en lærende arbejdsplads, hvor god ledelse, udvikling, mobilitet og karrieremuligheder er noget, vi arbejder aktivt med. 

Vi vil med andre ord skabe en arbejdsplads, som man har lyst til at være en del af og ambassadør for. En arbejdsplads, hvor medarbejderne oplever, at de gør en forskel for samfundet, har tillid til ledelsen, er stolte af deres arbejde og føler et fællesskab med deres kollegaer. 

 

Vi stræber efter at udvikle, støtte og styrke god ledelse igennem flere forskellige indsatser, der henvender sig til alle ledere i Fødevarestyrelsen. Vi tror på, at ledelse handler om at sætte retning og skabe resultater via og sammen med andre.

Vi arbejder med vores ledelsesgrundlag, der bygger på fem balancer, et ledelsesudviklingsprogram, der fornyes hvert år samt løbende lederevalueringer.

Vi har fokus på, at ledernes kunde- og medarbejderfokus løbende og fortsat skal skærpes og derfor skal alle ledere i 2022-2023 styrkes i Tværgående ledelse & samarbejde, Ledelse i den digitale transformation, og Ledelse af læring.

Vores medarbejdere og ledere skal løbende udvikles, og vi skal være en moderne arbejdsplads med fokus på læring i hverdagen. Vi arbejder strategisk og systematisk med kompetenceudvikling og opbygning af en læringskultur, så vi kan løse Fødevarestyrelsens opgaver med høj kvalitet. Det sker ved at tiltrække, engagere og udvikle kompetente medarbejdere gennem hele arbejdslivet.

Vi arbejder med at udvikle læringsmiljøer, og i maj 2022 har vi lanceret vores egen Læringsportal, der giver ledere og medarbejdere adgang til målrettede læringsaktiviteter og løbende livslang læring.

Vi tror også på, at vi via teamudvikling kan styrke vores fokus på læring og faglighed i teams.

Vi arbejder for, at den enkeltes arbejdsliv skal være bæredygtigt. Vi skal skabe rammerne for det gode arbejdsliv både hvad angår det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Vi eksperimenterer med nye arbejdsformer, er dedikerede til at opnå resultater, og arbejder løbende med kulturen, så vi holder fast i vores evne til at fremme dialog og samarbejde, både internt og eksternt.

Vi ønsker en fleksibilitet på arbejdspladsen, der går begge veje, således at vi kan imødekomme både kundernes og medarbejdernes behov. Vi arbejder derfor på at finde en god balance i forhold til hjemmearbejde og på at vores fysiske rammer får tilført den rette teknologi.

Vi arbejder med løbende trivselsmålinger, og sætter også fokus på det gode arbejdsliv i vores hovedudvalg og samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg via dialog og samarbejde på tværs.

Vi tror på, at en god onboarding af både medarbejdere og ledere fører til starten på et godt arbejdsliv i Fødevarestyrelsen. Og så lægger vi også vægt på, at vi skal have det sjovt sammen, derfor vil du opleve, at vi har flere personaleforeninger rundt om i landet og afvikler forskellige lokale sociale arrangementer. ​​