Organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler med animalsk indhold (OGJ) er ”materialer, der sammen eller hver for sig anvendes til at opretholde eller forbedre jordbundens plantenæringsværdi, dens fysiske og kemiske egenskaber og dens biologiske aktivitet”.
OGJ er omfattet af forordningen om animalske biprodukter og gennemførelsesforordningen, i hvilke der er fastsat krav til produktion og anvendelse af OGJ. Desuden er der i Danmark fastsat nogle supplerende krav i en national bekendtgørelse.
De krav, der stilles i EU og national lovgivning til fremstilling, omsætning og anvendelse af OGJ, skal sikre, at OGJ ikke tilsigtet eller utilsigtet fodres til produktionsdyr. Da OGJ indeholder materiale af animalsk oprindelse, må der ikke være mulighed for at det kan blive fodret til produktionsdyr, da dette vil udgøre en risiko for dyre- og folkesundheden.
Slutpunkter for OGJ
Når et OGJ når et slutpunkt, er det ikke længere underlagt kravene i forordningen om animalske biprodukter. Det gælder dog kun, hvis det bruges som materiale i EU-gødningsprodukter i overensstemmelse med gødningsforordningen. Det betyder, at produktet nu hører under Landbrugsstyrelsens regler og kontrol.
Besøg Landbrugsstyrelsens hjemmeside for mere information
Nogle animalske biprodukter må maksimalt udgøre 5 % volumen af det samlede EU-gødningsprodukt. Hvis denne procentdel overskrides, findes der specifikke krav, som indebærer bl.a. begrænsninger i pakningsstørrelse samt en nødvendighed af at inkludere en anden komponent i mindst 10 % volumen af det samlede EU-gødningsprodukt.
Overholder et produkt ikke den delegerede forordnings krav, forbliver det inden for ABP-kæden og skal imødekomme dennes krav for at kunne markedsføres, f.eks. som et OGJ.
ABP-anlæg, der producerer materialer i overensstemmelse med slutpunktsstatus og bruger disse i EU-gødningsprodukter, skal godkendes som OGJ-anlæg af Fødevarestyrelsen. Dette gælder selv hvis anlægget allerede er godkendt som en anden type ABP-anlæg.
Brug vores blanket til at ansøge om at blive OGJ-anlæg (kryds af i feltet for tekniske anlæg)
Kravene til at opnå slutpunktsstatus for visse typer af OGJ vil betyde, at ikke alle biogasanlæg og komposteringsanlæg kan få godkendelse. Alle materialer skal som minimum undergå varmebehandling gennem hygiejnisering, og alternative metoder accepteres ikke.