Du skal sikre dig, at de produkter, du gerne vil indføre, opfylder de relevante krav og er ledsaget af de rigtige dokumenter.
Handelsdokument ved samhandel
I gennemførelsesforordning 142/2011, bilag VIII, kapitel III, findes der en model til det handelsdokument, der skal anvendes ved samhandel indenfor EU. Handelsdokumentet skal ledsage forsendelsen, og skal som udgangspunkt udfærdiges på modtagerlandets sprog. Der kan dog anvendes andre sprog, hvis det er mere hensigtsmæssigt. Linket til gennemførelsesforordning 142/2011 finder du under "Lovstof" nederst på denne side.
Når man samhandler animalske biprodukter eller afledte produkter, som enten er forarbejdet animalsk protein (PAP), eller produkter, der kræver en artikel 48 tilladelse, skal forsendelsen notificeres i TRACES-systemet og dermed kan DOCOM med fordel benyttes.
Tilladelse til indførsel af visse animalske biprodukter efter artikel 48
Der kræves tilladelser fra Fødevarestyrelsen, hvis følgende produkter skal indføres fra et andet EU land:
- Kategori 1-materiale
- Kategori 2-materiale
- Kød- og benmel afledt af kategori 1- eller 2-materiale,
- Animalsk fedt afledt af kategori 1- eller 2-materiale
Afsender i et andet EU-land
Ved indførsel af et af ovenstående produkter skal afsenderen i det andet EU land indhente Fødevarestyrelsens tilladelse til afsendelse af produkterne til Danmark.
I dette tilfælde vil afsenderen skulle sende en ansøgning til Fødevarestyrelsen – kravene fremgår af art. 48 i forordningen om animalske biprodukter (Forordning nr. 1069/2009), og den ansøgningsblanket, der skal anvendes, fremgår af Gennemførelsesforordningen (Forordning nr. 142/2011), bilag XVI, Kapitel III, afsnit 10.
Find link til forordningen om animalske biprodukter og Gennemførelsesforordningen under "Lovstof og regler" herunder.
Efter modtagelse af ansøgningen tager Fødevarestyrelsen stilling til, om indførslen kan tillades, og sender besked tilbage til afsenderen med tilladelse eller afslag. I nogle tilfælde vil Fødevarestyrelsen ønske yderligere dokumentation for at kunne vurdere, om indførslen kan tillades; i dette tilfælde vil afsenderen skulle sende dette til Fødevarestyrelsen.
Hvis Fødevarestyrelsen giver en tilladelse, medsendes indførselsbetingelserne for produktet. Tilladelsen vil typisk være gældende max 2 år fra dato. Herefter skal afsenderen på ny søge om tilladelse til indførsel af produktet til Danmark. Afsenderen skal udfylde et handelsdokument i TRACES vedr. forsendelsen.
Den danske modtager
Efter bekendtgørelse nr. 611/2023 § 8 skal den danske operatør sikre, at bestemmelsesstedet inden indførslen af produkter omfattet af artikel 48 har fået en tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
Hvis Fødevarestyrelsen giver en tilladelse, medsendes indførselsbetingelserne for produktet. Tilladelsen vil typisk være gældende max 2 år fra dato. Herefter skal operatøren på ny søge om tilladelse til indførsel af produktet til Danmark.