De professionelle køkkener serverer hver dag mange måltider til danskerne - de offentlige køkkener serverer ca. 650.000 måltider dagligt, og dertil kommer måltider fra de private køkkener.
De professionelle køkkener spiller derfor en vigtig rolle i forhold til at introducere velsmagende, sund og klimavenlig mad for danskerne.
Kostrådene til de professionelle køkkener – Kostråd til Måltider - bygger på De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima. Det vi spiser har nemlig ikke kun betydning for vores sundhed – det har også betydning for klimaet.
Danskerne kan reducere deres CO2-aftryk med 31-45% ved at følge kostrådene. Med den indflydelse de professionelle køkkener har på befolkningens madvaner, har det enorm betydning for Danmarks samlede fødevareforbrug og danskernes sundhed generelt.