Hvis dit kæledyr bliver sygt
Den bedste rådgiver er dyrlægen
Der findes i dag mange steder på nettet, hvor man kan stille spørgsmål til dyrlæger eller andre ejere af samme kæledyr, og nogen søger også råd løst i eget netværk. Men man kommer ikke uden om, at den bedste rådgiver, du kan opsøge, hvis dit kæledyr viser tegn på mistrivsel, det er dyrlægen.
Dyrlægens faglige viden og erfaring giver den bedste forudsætning for at vælge den rigtige behandling for dit dyr.
Alle dyrlæger har den samme grunduddannelse og kan senere vælge at videreuddanne sig inden for specifikke faglige områder. Over hele landet findes henvisningsklinikker og dyrehospitaler, hvor dyrlæger beskæftiger sig indgående med diagnosticering og behandling af sygdomme inden for interesseområderne.
Din dyrlæge kan vælge at henvise dig og dit kæledyr til en sådan klinik eller et dyrehospital, hvor de besidder en specifik viden inden for et fagområde.
Din dyrlæge foretager ofte de indledende undersøgelser, og resultaterne af disse formidles til henvisningsklinikken. Efterbehandling og den videre kommunikation om forløbet foregår hos din egen dyrlæge.
Find dyrlæge, vagtdyrlæger og ISO-dyrlæger
Dyrlægen, der beskæftiger sig med familie- og hobbydyr, kan arbejde i mange forskellige former for praksis.
På dyreklinikken beskæftiger man sig udelukkende med familiedyr som hund, kat og mindre dyr som gnavere samt i visse tilfælde eksotiske hobbydyr. Denne form for praksis findes oftest i forbindelse med lidt større byer - og i Storkøbenhavn alene findes der over 75 dyreklinikker. Dyrehospitalet er ofte en lidt større arbejdsplads, hvor der er mulighed for at indlægge syge eller tilskadekomne dyr gennem længere tid.
ISO-dyrlæger
Nogle af dyrlægerne er ISO-dyrlæger. ISO-dyrlægen er en certificeringsordning for dyreklinikker og -hospitaler, der sætter fokus på øget kvalitet og tryghed. Ordningen udbydes af Den Danske Dyrlægeforening. Det er frivilligt, om man vil være med i ordningen, og ikke-certificerede klinikker og hospitaler kan derfor godt have samme kvalitet og standard som de certificerede, selvom de ikke skilter med det.
Vagtdyrlæge
Ikke alle dyrlæger har åbent uden for normal åbningstid. Derfor deltager nogle i en vagtordning. Det betyder, at du og dine dyr kan få hjælp, hvis uheldet er ude uanset hvornår. HUSK at ringe først.
Find dyrlæge
På dyrlægeforeningens hjemmeside kan du finde din nærmeste dyrlæge, ligesom du kan læse mere om ISO-dyrlægerne, danske specialdyrlæger og internationale specialister.
Gå til dyrlægeforeningens hjemmeside her.
I appen "Find Dyrlæge" kan du finde din nærmeste dyrlæge samt se, hvilke dyrlæger der har vagt eller er med i en vagtordning.
Læs mere om appen Find Dyrlæge her.
Hvis dit kæledyr dør
Når dit kæledyr er dødt, er der forskellige måder at komme af med det døde dyr på.
Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen har i fællesskab beskrevet, hvordan døde selskabsdyr (kæledyr) skal håndteres:
Bortskaffelse af døde selskabsdyr
I beskrivelsen kan man læse, hvordan man kan bortskaffe sit døde selskabsdyr, fx via dagrenovation, nedgravning, kremering, forbrænding eller lade din dyrlæge tage sig af det.
Døde selskabsdyr og andre smådyr, f.eks. skadedyr såsom rotter, mus, fugle m.m., der ikke er større, end at de kan være i en almindelig køkkenaffaldspose, kan lægges i en pose, der lukkes tæt og derefter lægges i den del af affaldet som går til forbrænding.
Med selskabsdyr forstås alle dyr, der tilhører dyrearter, som normalt fodres og holdes af mennesker, uden at dette tager sigte på konsum eller landbrugsproduktion. Det vil sige for eksempel:
- Hunde, katte og fritter (tamme ildere)
- Fugle, bortset fra fjerkræ
- Kaniner og andre gnavere
- Krybdyr og padder
- Hvirvelløse dyr, bortset fra bier, humlebier, bløddyr og krebsdyr
- Akvariefisk
Heste, fjerkræ, kælegrise, kælegeder og lignende er ikke selskabsdyr.
Fjerkræ er defineret som fugle af følgende arter: høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner, agerhøns og strudsefugle.
Døde selskabsdyr er et animalsk biprodukt, og det betyder, at de er omfattet af reglerne i Biproduktforordningen samt miljølovgivningen.
Læs mere om registrering af gravpladser for selskabsdyr på siden:
Godkendelse og registrering af biproduktvirksomhed