Sammenlign dit kosttilskud med Fødevarestyrelsens vejledende værdier
Det er vigtigt, at du ikke spiser kosttilskud ukritisk. Der er ikke i lovgivningen grænser for, hvor meget vitamin eller mineral, dit kosttilskud må indeholde.
Fødevarestyrelsen har lavet en oversigt over, hvor meget vitamin eller mineral dit kosttilskud højst bør indeholde. Disse vejledende værdier er sat ud fra en øvre sikker grænse for indtaget af vitaminer og mineraler fratrukket, hvor meget du får fra en almindelig kost. Værdierne er ikke en anbefaling for, hvad du som minimum bør indtage fra kosttilskud eller kosten generelt set. De er et redskab til at sikre, at du ikke risikerer at få for meget.
Du finder de vejledende værdier i Fødevarestyrelsens kosttilskudsvejlednings bilag A, B og C (OBS).
De vejledende værdier er oplyst per anbefalet daglig dosis. Den anbefalede daglige dosis på kosttilskud er fastsat af producenten (f.eks. "én tablet dagligt" eller "5 dråber dagligt"). Den anbefalede daglige dosis bør ikke overskrides.
Hvis du tager flere kosttilskud om dagen med f.eks. samme vitamin, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at kosttilskuddene tilsammen har et indhold, der ikke overstiger den vejledende værdi.
Nogle få steder står der ”ingen grænse” i stedet for en vejledende værdi, og det betyder, at vitaminet eller mineralet er sikkert at indtage i kosttilskud uanset mængden.
I butikker og på nettet kan du købe kosttilskud med et højere indhold af vitaminer og mineraler, end det Fødevarestyrelsen vejleder om. Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at du vælger kosttilskud, der har et indhold, som er under de vejledende værdier.
De fleste har ikke brug for tilskud af vitaminer og mineraler
De vejledende værdier er ikke en anbefaling for, hvor meget vitamin eller mineral du har brug for dagligt, hverken fra kosttilskud eller kosten samlet set. Hvis børn og voksne spiser en sund og varieret kost, får de dækket deres behov for næringsstoffer. Fødevarestyrelsen anbefaler generelt, at børn og voksne som udgangspunkt ikke tager tilskud af vitaminer og mineraler, bortset fra D-vitamin i vinterhalvåret (fra oktober til april).
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har dog en række anbefalinger til personer, der befinder sig i en særlig situation, der gør, at et tilskud af vitaminer eller mineraler kan være en god idé.
Find anbefalingerne på siden "Kosttilskudsanbefalinger"