Fødevarestyrelsen har oprettet et dialogforum - Forum for Fremtidens Ingredienser (FFI), som består af repræsentanter fra brancheorganisationer, forskningsinstitutioner og virksomheder. Fødevarestyrelsens innovations- og udviklingsdirektør Per Krogsgaard Christiansen er formand for forummet, som derudover har fire næstformænd valgt blandt forummets medlemmer.
Forummet mødes tre gange årligt, hvor emner af relevans for en fortsat udvikling i ingrediensbranchen drøftes. Det kan være angående EU- eller national regulering, strategiske initiativer, eksport- og erhvervsfremme, innovations- og udviklingsprojekter eller myndighedssamarbejde på tværs.
Sideløbende med disse møder bliver der nedsat task forces med forummets medlemmer, der skal arbejde i dybden med faglige emner, som forummet har peget på, og hvor der er behov for en hurtig og målrettet indsats. I første omgang er der nedsat task forces på områderne eksport- og erhvervsfremme samt bæredygtigt råvaregrundlag.