Spis mindre af det søde, salte og fede

For at spise sundt, er det nødvendigt at begrænse, hvor meget slik, kage, chokolade, is, kiks og chips, du spiser. Det gælder også visse typer af fastfood, fx pizza, pommes frites og burgere.

Du kan godt spise lidt af det søde, salte og fede, men hold igen, da et højt indtag kan bidrage med for mange kalorier og føre til overvægt. Samtidig optager disse produkter pladsen for den sunde mad. Det gør det svært at få de vitaminer og mineraler, som du har behov for. 

Det søde, salte og fede belaster også klimaet. Begræns derfor dit indtag - det er godt for både din sundhed og klimaet.

Gør noget godt for sundhed og klima

  • Skær ned på hvor ofte du spiser slik, kage, chokolade, is, kiks og chips.

  • Spis mindre portioner.

  • Husk på, at selvom du er fysisk aktiv, har du stadig kun plads til lidt af det søde, salte og fede. Når du køber fastfood eller take-away, så vælg produkter eller måltider med fx grøntsager, bælgfrugter, fuldkorn og fisk. 

  • Køb ikke ind til et lager af det søde, salte og fede - så fristes du ikke til at spise for meget.

  • Vælg nødder eller frugt, når du har brug for en snack. Gå efter nødder med højst 0,8 g salt pr. 100 g.

Hvor meget af det søde, salte og fede er der plads til på en uge?

Her kan du se et udvalg af søde, salte og fede fødevarer, som udgør én portion.

Portionsmængder af søde, salte og fede fødevarer. Små portioner indeholder 450 kj. Det kan f.eks. være 1,5 almindelig flødebolle eller en pandekage. En almindelig portion indeholder 700 kJ. Det kan f.eks. være to almindelige flødeboller eller 1,5 pandekage.

Skemaet nedenfor viser, hvor mange små eller almindelige portioner, der er plads til i en sund og varieret kost i løbet af én uge afhængig af køn og alder. Du kan bruge antallet af portioner, som du vil og frit vælge mellem de forskellige søde, salte og fede sager. 

For søde drikke er der grænser for, hvor meget forskellige aldersgrupper anbefales at drikke. Søde drikke er fx sodavand, saftevand, energidrikke og iste. I skemaet kan du se, hvor meget de søde drikke højst bør udgøre af antallet af portioner. For eksempel: for de 4-6-årige bør søde drikke højst udgøre 1 portion (25 cl) ud af de 4 portioner, der er plads til i løbet af ugen.

Skema: Antal portioner af det søde, salte og fede samt søde drikke på en uge for forskellige aldersgrupper

4-6 årige

4 små portioner

Heraf max 25 cl. søde drikke. Det svarer til et stort glas eller en glasflaske (1 portion)

7-9 årige

5 små portioner

Heraf max 33 cl. søde drikke. Det svarer til en dåse (1,5 små portioner)

10-13 årige

8 små portioner

Heraf max ½ liter søde drikke. Det varer til en halv liters flaske med skruelåg (1 almindelig portion)

14-17 årige piger

5 almindelige portioner

Heraf max ½ liter søde drikke. Det varer til en halv liters flaske med skruelåg (1 almindelig portion)

14-17 årige drenge

7 almindelige portioner

Heraf max ½ liter søde drikke. Det varer til en halv liters flaske med skruelåg (1 almindelig portion)

18-60 årige kvinder

5 almindelige portioner

Heraf max ½ liter søde drikke. Det varer til en halv liters flaske med skruelåg (1 almindelig portion)

18-60 årige mænd

7 almindelige portioner

Heraf max ½ liter søde drikke. Det varer til en halv liters flaske med skruelåg (1 almindelig portion)

61-75 årige

6 små portioner

Heraf max 33 cl. søde drikke. Det svarer til en dåse (1,5 små portioner)


​​​​​​Hvis du som voksen drikker alkohol, har du mindre plads til slik, kage, chokolade, is, kiks og chips.

Informationsmateriale

Fødevarestyrelsen har udarbejdet forskellige oversigter, som viser, hvor mange portioner af fødevarer med tomme kalorier der sammenlagt er plads til i en sund og varieret kost i løbet af én uge afhængig af køn og alder. 

Download materialet her på altomkost.dk: Hvor meget er der plads til af det søde, salte og fede på en uge.