Animalske biprodukter til særlige fodringsformål

Fødevarestyrelsen kan tillade fodring af nogle dyr med animalske biprodukter, som normalt ikke er tilladte som fodermidler.

Animalske produkter som ikke anvendes til konsum kaldes for animalske biprodukter. De inddeles i tre kategorier, alt efter hvilken risiko de kan have for dyr, mennesker og miljø. Kategori 1-materiale har den højeste risiko mens kategori 3-materiale har den laveste. De animalske biprodukter skal håndteres og bortskaffes i overensstemmelse med reglerne i biproduktforordningen og gennemførelsesforordningen.

De særlige fodringsformål omfatter følgende:

  • Dyr i zoologiske anlæg
  • Cirkusdyr
  • Andre krybdyr og rovfugle (ikke dyr i zoo eller cirkus)
  • Pelsdyr
  • Vildtlevende dyr
  • Hunde fra anerkendte kenneler eller hundekobler
  • Hunde og katte i internater
  • Maddiker og orm til agn