I et hus, der var solgt på tvangsauktion, fandtes en efterladt, sygeligt afmagret hund. Huset fremstod ubeboeligt med affald i hele huset. Hunden havde ikke adgang til vand og foder.
Rådet udtalte:
Spørgsmål 1:
Jeg skal – på baggrund af oplysningerne i sagens akter samt ovenstående sigtelse – anmode om en udtalelse om, hvorvidt det ovenfor beskrevne efter rådets opfattelse indebærer uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller har karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af sagens akter, at hunden ”blev fundet efterladt i et tomt hus fyldt med affald ____ligesom der ikke var adgang til mad og drikke”. Det fremgår endvidere, at tiltalte ”så til hunden hver anden dag, hvor den fik mad og vand”.
Af dyrlægejournal af 6. april 2017 fremgår følgende:
”Onsdag d. 29. marts 2017
Hund indleveret på klinikken af … kl. 18.30. Fundet i efterladt hus solgt på tvang. Obs dyreværnssag!
Hunden er sygeligt afmagret, har markant muskeltab især på bagparten og er dehydreret. Hunden kan dog selv gå ind på klinikken og op ad trappen. Vægt 17,2 kg. Hunden er tydeligt en ældre hund af stor race.
Ved den kliniske undersøgelses ses udover ovennævnte fund: en knækket kindtand med tandbyld (tand nr 108), lange negle og udtalt grå stær på begge øjne.
Hunden har tydeligt gigtsmerter, ses især når den skal rejse sig op. Behandling med Loxicom inj. til vægt 1 x dagligt. Skønnes at skulle være en livslang behandling.
Hunden indlægges til væskebehandling/drop og observation. Blodprøve udtages til en geriatrisk profil. Hunden æder og drikker selv; fodres med Intensive Care vådkost.
Torsdag d. 30. marts 2017
Hunden æder fint. Væskebalancen er genoprettet. Hunden passerer fæces og urin, når den luftes. Hundens syn er nedsat væsentligt. Vægt 19,6 kg. Negle klippet. Chipnummer afslører at hunden er 13 år +11 mdr.
Hundens temperament er meget venligt.
Fredag d. 31. marts 2017
Hunden æder fint, men der er opstået diarre med blodtilblanding. Blodprøvesvar:
-lavt stofskifte (dog alderssvarende)
-systemisk infektion (CRP er væsentlig forhøjet, ikke underligt hundens forfatning taget i betragtning)
Hunden aflives på baggrund af dens alder (gigtsymptomer, dårligt syn) samt den tilstødende blodige diarre.
Tillæg til journalen:
… blev fundet i en tilstand af svær dehydrering og sygelig afmagring. Han kan ikke have været foruden vand i mere end en uge, for ellers var han allerede død. Men fodringen har været tvivlsom i en længere periode, mere end 4 uger.
Blodprøven, udtaget ved ankomst til klinikken, viser et billede af en rask ældre hund, som har været fastet/udsultet i en længere periode. Der er med andre ord intet der peger i retning af, at … havde en sygdom der gav ham det voldsomme vægttab. Det er alene manglende (korrekt) fordring, der er årsagen til hans tilstand.
… havde en knækket kindtand med tandbyld, og her er vurderingen at det er sket for flere måneder måske år siden. Derudover markante gigtsmerter, næsten en selvfølgelighed i den høje alder på 13 år og 11 mdr.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at hunden
- ved at være efterladt i et ubeboet hus og ikke at være tilset dagligt,
- ved ikke at have haft adgang til foder og vand, således at den fremstod afmagret og dehydreret og
- ved at have haft en knækket kindtand med tandbyld og gigtsmerter i en længere periode, uden at blive tilset af dyrlæge har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén samt væsentlig ulempe. Hunden er ikke blevet passet og plejet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at hunden har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 3, 1. punktum.
Spørgsmål 2:
Såfremt ovenstående oplysninger lægges til grund skal jeg endvidere anmode om en udtalelse om, hvorvidt en sådan pasning af hunden efter rådets opfattelse indebærer uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller har karakter af mishandling?
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. §§ 1, 2 og 3, stk. 1, 1. pkt. ved i en længere periode op til den 29. marts 2017, at have udsat sin hund for groft uforsvarlig behandling, idet hunden den 29. marts 2017 blev fundet efterladt i et ubeboet hus fyldt med affald i en tilstand af svær dehydrering og sygelig afmagring (kaketisk) og med knækket kindtand og tandbyld, som var måneder gammel, ligesom der ikke var adgang til mad og drikke.
Efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder forklaringen fra tiltalte og vidnet, den afspillede videooptagelse og udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd, fandt retten, at det var bevist, at tiltalte var skyldig i tiltalen.
Retten fandt blandt andet, at det måtte stå klart for tiltalte, at hunden havde behov for at blive tilset af en dyrlæge, og at han ved at undlade at sørge for det sammenholdt med den erkendte utilstrækkelige fodring og vanding og det utilstrækkelige tilsyn, som var erkendt, var ansvarlig for den tilstand dyret havde befundet sig i, jf. Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse.
Straffen blev fastsat til en bøde på 10.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 10 dage.
Ved straffastsættelsen lagde retten vægt på forholdets karakter, tiltaltes personlige forhold og den tid, der var gået, siden forholdet blev begået. Retten lagde i formildende retning vægt på, at der alene var tale om groft uforsvarlig behandling af ét dyr, at en del af hundenes ringe almentilstand efter vidnets forklaring skyldes aldersbetingede forhold, og at hunden efter vidnets forklaring ikke nødvendigvis synligt havde fremstået påvirket af de kroniske smerter, der havde været forbundet hermed.
Herudover lagde retten vægt på, at tiltalte der var ustraffet, på gerningstidspunktet havde befundet sig i en social og økonomisk situation, som han havde opfattet som uoverskuelig.
Retten fandt herefter efter en samlet vurdering, at det ikke var nødvendigt at fastsætte en frihedsstraf for forholdet.
Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at antage, at der var en nærliggende risiko for, at tiltalte igen ville begå overtrædelse af dyreværnsloven. Retten lagde vægt på, at der havde været tale om et enkeltstående tilfælde, som var udløst af et sammenfald af begivenheder, der gjorde tiltalte ude af stand til at varetage sine forpligtelser som ansvarlig for et dyr, og at tiltalte nu – mere end to år efter – havde ordnede personlige forhold.
Retten frifandt derfor tiltalte for påstanden om rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1 pkt.