Fra grisene smittes, til de viser symptomer, går der oftest 5-10 dage. Symptomerne er næsten identiske med de symptomer, man ser ved klassisk svinepest. Dog går der flere dage, fra grisene smittes, til de viser symptomer, end ved klassisk svinepest. Der skal laboratorieundersøgelser til for at skelne de to sygdomme fra hinanden.
Sygdommen optræder i to former:
- Ved den ene form er tale om hurtigt forløb med voldsomme tegn på sygdom og stor dødelighed. Høj feber er det mest tydelige symptom. Grisene bliver sløve og har ringe ædelyst. Der kan ses stiv, stikkende gang, ukoordinerede bevægelser, vaklende bagben under gang, tåreflåd, der kan klistre øjenlågene sammen, brækninger, forstoppelse, som senere slår over i voldsom diarré, røde eller blålige misfarvninger i huden fortrinsvis på ben, bug og ører, kramper.
- Den anden form har et mildere og et mere langstrakt og snigende forløb med lav dødelighed blandt voksne dyr. Der ses lettere temperaturforhøjelse, og grisene er utrivelige. Hos drægtige søer ses reproduktionsforstyrrelser visende sig ved aborter, svagfødte og dødfødte grise.
Den, der har modtagelige dyr i sin varetægt, skal ved mistanke om afrikansk svinepest straks tilkalde en dyrlæge.
Afrikansk svinepestvirus er meget stabil i svinekroppe, kadavere, fersk kød og visse svinekødsprodukter, hvor virus kan overleve op til 9 måneder. Varmebehandling ved en temperatur over 70 °C i 30 min. ødelægger virus. Virus udskilles bl.a. via blod og fæces og kan overleve længe i disse.
Svin af alle racer og aldre kan blive smittet, inklusive vortesvin og andre afrikanske vild-svinearter.
Virus kan spredes ved direkte kontakt med inficerede svin, herunder vildsvin, eller ved indirekte kontakt med bl.a. foder, strøelse og vand kontamineret med husdyrgødning, samt ved fodring med køkken- og madaffald, som indeholder virus. Forarbejdede fødevarer (fx pølser), som er sikre for mennesker, kan godt indeholde smitsomt ASF-virus.
Sygdommen spredes vestpå primært med vildsvin, men de store spring i sygdommens udbredelse skyldes menneskelig aktivitet, hvor mennesker har medbragt inficeret kød, som er blevet brugt til fodring af svin.
I Afrika forekommer infektionen i vildtlevende svin, der er modstandsdygtige overfor sygdommen. De vildtlevende svin udgør en stor smittefare overfor tamsvinene, der kan smittes enten direkte eller indirekte via bid fra bløde flåter, der er inficeret med virusset.
Sygdommen er anmeldepligtig, og der foretages ikke behandling. Såfremt der opstår en mistanke om afrikansk svinepest, der ikke kan afvises af beredskabscentret, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Veterinærinstituttet.
Beredskabscentret foretager smitteopsporing til andre besætninger, der har modtaget dyr fra besætningen de sidste 30 dage. Endvidere smitteopspores kontaktbesætninger i de seneste 30 dage. Sådanne kontaktbesætninger sættes også under offentlig tilsyn.
Ved positive diagnose skal den smittede besætning aflives. Kadaverne bortskaffes enten ved destruktion eller ved nedgravning. Rengøring og desinfektion skal godkendes af Fødevarestyrelsen.
Der oprettes 3 kilometer beskyttelseszoner og 10 kilometers overvågningszoner omkring smittede besætninger.
Det er forbudt at anvende madaffald til fodring af grise.
Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark.
Der rapporteres om forekomst af afrikansk svinepest i Europa og Afrika. På Sardinien (Italien) er sygdommen endemisk forekommende. I 90'erne har der været udbrud i Spanien (1994) og i Portugal (1999). I 2007 blev sygdommen for første gang konstateret i Georgien. Sygdommen blev spredt til Armenien, Azerbaijan og Rusland. I 2012 blev sygdommen spredt fra Rusland til Ukraine og til Hviderusland i 2013. I 2014 blev afrikansk svinepest spredt til flere EU-lande.