Bakteriel nyresygdom (BKD)

Fisk og skaldyr

Bakteriel nyresyge (Bacterial Kidney Disease, BKD) er en infektionssygdom hos laks og ørred, som forårsages af bakterien Renibacterium salmoninarum.

Bakterien er antibiotikaresistent og er indtil videre kun b​​levet påvist i laksefisk, hvor den findes intracellulær i f.eks. makrofager, æg og sæd.

​​​​​​​​Symptomer hos fisk, der lider af BKD, kendetegnes bl.a. ved​:

  • Mørkfarvning af skindet
  • Opsvulmet bug
  • Blege gæller
  • Udstående øjne
  • Læsioner i øjne og på skind
  • Åbnes fiskene, kan nyrerne være kraftigt opsvulmede.​​

​​Bakterien er langsomt voksende, og ​der kan derfor gå lang tid, fra fiskene er smittet, til man ser de første sygdomstegn. Smitten spredes primært ved flytning af æg og fisk. Syge fisk udskiller desuden store mængder bakterier, og det antages derfor, at bakterien kan smitte fra fisk til fisk via vandet, evt. med fækalier, foder eller kontaminerede redskaber.

BKD er en vanskelig sygdom at håndtere. Bakteriens evne til at overleve inden i cellerne gør, at den bl.a. kan overføres med æg, hvorfor ægdesinfektion ikke kan eliminere problemet. Der kan desuden forekomme smitte fra vildtlevende fisk.

Høj bestandstæthed, stressfremkaldende håndtering, mangelfuldt eller for gammelt foder og dårlig hygiejne kan fremprovokere sygdommen. BKD kontrolleres bedst ved omhyggelig forvaltning og god hygiejne.​

Vaccination mod BKD er endnu ikke mulig. Medicinsk behandling er heller ikke muligt, da den kun er lidt effektiv og meget dyr.

Det drejer sig derfor om, så vidt muligt, at holde bakterien ude fra dambruget. Større fisk, som kan være kronisk smittede, bør destrueres ved udbrud, og hvis de i øvrigt har symptomer. Der bør købes æg fra BKD-fri anlæg (Danmark har enkelte dambrug, der er registreret fri for BKD).

Om​ muligt bør man undgå at have forskellige årgange af fisk på samme dambrug, idet man regner med, at de ældste fisk smitter de yngre. Herudover vil det være hensigtsmæssigt ikke at blande fisk i klækkerier fra flere vandløb.

Sygdommen er kun påvist hos laks og ørred. Der er dog forskel på modtageligheden hos forskellige arter. Visse typer af stillehavslaks regnes for meget modtagelige, mens regnbueørred og kildeørred er relativt modstandsdygtige. Atlantisk laks og bækørred regnes for moderat modtagelige.​​ BKD konstateres typisk ved en vandtemperatur på ca. 12°C, og er rapporteret fra de fleste lande, hvor der findes laks og ørred.​