Contagiøs equin metritis (CEM)

Heste

Contagiøs equin metritis (CEM) er en kønssygdom, som smitter heste. Sygdommen skyldes en bakterien Taylorella equigenitalis.

​Alle dyr af hestefamilien kan blive ramt af CEM. Dyr af hestefamilien er heste, æsler og zebraer, samt krydsninger heraf.

Sygdommen er anmeldelsespligtig. Hvis du har mistanke om, at din hest har CEM, skal du straks tilkalde en dyrlæge. 

Det gælder også, hvis du bliver bekendt med, at din hest har været til bedækning eller er bedækket af en hest, der er konstateret smittet med CEM. Har du fået foretaget laboratorieundersøgelser for CEM, skal du kontakte dyrlægen, hvis resultatet er positivt.

Hvis du som dyrlæge får mistanke om CEM, eller bliver du bekendt med et positivt laboratoriesvar, skal du straks anmelde det til Fødevarestyrelsen. Som dyrlæge skal du efter anvisning fra Fødevarestyrelsen udtage svaberprøver, der indsendes til undersøgelse hos Veterinær Diagnostik, Statens Serum Institut (SSI).

Læs mere om CEM-prøver på SSI's hjemmeside

 

Der ses forskellige tegn hos hopper og hos hingste/vallakker:

Hos hopper: 

Sygdomstegnene hos hopper varierer meget.

  • Fra den alvorlige med rigeligt, ildelugtende, betændt flåd fra hoppens skede til slet ingen symptomer.
  • Hoppen kan blive midlertidigt steril.
  • Ofte fortæller sygehistorien for en smittet hoppe, at der er reproduktionsproblemer.

Hos hingste/vallakker:

  • Hos hingste og vallakker findes bakterien i forhuden og på overfladen af penis uden at give sygdom.
  • Ofte vil sygehistorien for en smittet hingst fortælle, at der er et usædvanligt højt antal hopper med manglende drægtighed eller uventet abort efter bedækning ved den givne hingst.

Dyr bliver oftest smittet med CEM ved bedækning, hvor en hest, der er bærer af CEM, smitter en anden hest. Smitten kan også spredes via instrumenter brugt til behandling af smittede dyr.

Sygdommen kan behandles med vask og desinfektion kombineret med antibiotikabehandling. For at være sikker på, at dyret bagefter er smittefrit, tages 2 sæt prøver som opfølgning på behandlingen. På den måde forebygger du smittespredning med CEM.

Dyrene kommer sig efter behandling igen uden problemer, men enkelte kan blive kroniske bærere.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at hingste, der benyttes til bedækning, undersøges jævnligt.

CEM er udbredt i det meste af verden, og forekommer også i Danmark.