Inkubationstiden (den tid, der går, fra dyret er blevet smittet, til det udviser symptomer på sygdom) er ca. 7 dage.
EHD er en akut infektionssygdom, der ofte er dødelig.
Symptomer på EHD inkluderer:
- Meget karakteristisk, kan sygdommen starte meget pludseligt
- Dyrene mister øjeblikkelig appetitten
- De mister frygten for mennesker (såsom jægere)
- Bliver hurtigt svage
- Begynder ofte at savle
- Hurtig puls
- Hurtig vejrtrækning
- Til slut bliver de bevidstløse
- Blødninger og mangel på ilt resulterer i en blåfarvning af slimhinderne
Dyret dør typisk inden for 36 timer.
Der ses massive blødninger i alle indre organer pga. virussets indflydelse på blodets koagulationsevne og nedbrydning af vægge i blodårerne.
Får du mistanke om EDH i den vilde fauna, skal du straks underrette Fødevarestyrelsen.
EHD smitter ikke fra dyr til dyr, men virus overføres under naturlige forhold via blodsugende mitter, først og fremmest af en række Culicoides-arter. Culicoides spp. er vektor for overførslen af mange forskellige virussygdomme, hvoraf de vigtigste er Afrikansk hestepest og bluetongue. Der er identificeret mere end 1400 Culicoides-arter i verden, hvoraf de 96 pct. af disse er obligate blodsugere på pattedyr.
De fleste udbrud ses i sensommeren og det tidlige efterår, men udbruddene ophører øjeblikkelig ved den første frost. Infektionen menes at overvintre i mitter.
Sygdommen er anmeldepligtig. Der findes ingen effektiv behandling af angrebne dyr.
Mulige opholds- og ynglesteder for Culicoides spp. skal behandles med insekticider.
Epizootic Hemorrhagic Disease har aldrig været påvist i Danmark.
Sygdommens udbredelse begrænses af udbredelsen af de insekter (mitter af slægten Culicoides), der fungerer som vektorer og dermed spreder virus mellem hjortene.