Infektiøs lakseanæmi

Fisk og skaldyr

Infektiøs lakseanæmi (på engelsk ISA), er en virusbetinget sygdom hos atlantisk laks og regnbueørred.

Infektiøs lakseanæmi (ISA) er forbundet med anæmi ("blodmangel"). Der findes to typer af sygdommen - HPR0 og HPR-deleted. ISA er ikke kun et problem i fiskefarme, også vilde populationer af laks er truet af sygdommen.

Typiske kendetegn hos inficerede fisk er:

  • Blege gæller
  • Udstående øjne
  • Udspilet bug
  • Sløvhed
  • Lægger sig enten på bunden eller står lodret med hovedet i vandoverfladen.

Sent i sygdomsforløbet ses:

  • Blødninger i huden
  • Skæltab
  • Blodigt og svullent gat
  • Hjertet er blegt som følge af anæmien
  • Hæmatokritværdierne er meget lave.

ISA virus HPR0 giver ikke kliniske symptomer.

Inkubationstiden er som regel 10-20 dage, men infektionen kan også ligge skjult i månedsvis, før sygdommen bryder ud. Et sygdomsudbrud kan enten have et akut forløb med høj dødelighed eller være mere langtrukkent med forhøjet daglig dødelighed, der kan fortsætte i flere måneder.

ISA-virus overføres ved kontakt mellem inficerede fisk eller deres ekskrementer. Virus kan overleve i vand og kan således også overføres ved berøring med kontaminerede redskaber. 

Der er endnu ikke nogen forbyggende behandling mod ISA, men udvikling af en vaccine er på vej. Kommende vacciner vil dog muligvis kun være effektive i begrænsede områder og muligvis kun i en begrænset periode.
 
Hele Danmark, inklusiv danske havområder, er godkendt af EU​ som værende fri for infektiøs lakseanæmi i henhold til Kommissionens beslutning 2009/177/EF.
ISA blev første gang konstateret i Norge i begyndelsen af 1980’erne. Sygdommen er efterfølgende blevet påvist i Canada, Skotland, Færøerne, USA og Chile.
 

Fund af ISA HPR0

Den 18. februar er der i Danmark påvist infektiøs lakseanæmi virus (ISAV) af genotypen HPR0. Fundet af ISAV-HPR0 blev gjort i en vildt fanget atlantisk laks (Salmon salar L.) i et anlæg for genopretning af bestanden af vilde laks. Laksen blev fanget i Gudenåen.

Fisken er blevet destrueret og relevante områder af anlægget er blevet rengjort og desinficeret.​

ISA virus HPR0 er ikke omfattet af RÅDETS DIREKTIV 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr.

Samhandel fra Danmark til andre EU lande er derfor ikke påvirket af fundet.

I forhold til eksport af fisk og fiskeprodukter, henledes opmærksomheden på at nogle eksportcertifikater ikke kan bruges, og at der er en del certifikater, hvor det, i forhold til de konkrete attestationer i hvert enkelt tilfælde, må vurderes, om de kan anvendes eller ej. I tvivlstilfælde kan eksportøren kontakte den lokale fødevareenhed. Der er sat notifikationer på de vedrørte certifikatsider på certifikatdatabasen.