Kan alle fugle smittes af fugleinfluenza?
Svar: Alle fuglearter kan rammes af sygdommen. Kalkuner og høns er mest følsomme og udvikler kraftige symptomer, mens svømmefugle generelt er mere modstandsdygtige og kan være bærere af sygdommen uden at udvise symptomer. Undersøgelser viser, at duer er forholdsvis modstandsdygtige over for sygdommen, selvom det dog ikke kan udelukkes, at de kan smittes med fugleinfluenza.
Kan man se på en fugl, om den er smittet?
Svar: De klassiske kliniske symptomer på fugleinfluenza er pludselig høj dødelighed, stop for æglægning, luftvejsproblemer, øjenbetændelse med tåreflåd, diarré og eventuelt væskeophobning samt misfarvning af huden, især i hovedet på fuglen. Svømmefugle, der ikke er særligt modtagelige for sygdommen, viser kun svage eller slet ingen symptomer.
Kan andre dyr smittes med fugleinfluenza?
Svar: Fugleinfluenzavirus smitter normalt kun fugle og fjerkræ. Der er dog set tilfælde af, at svin kan være bærere af fugleinfluenzavirus. Desuden kan kattedyr, sæler, hvaler, mink og ildere/fritter smittes med fugleinfluenza. Det er dog kun set i ekstremt få tilfælde trods rigelig mulighed for smittekontakt. Det tyder på, at smitte fra fugle til pattedyr foregår meget sjældent.
Hvordan smitter fugleinfluenza fra fjerkræ til fjerkræ?
Svar: Smittede dyr udskiller virus via luftvejene samt gennem afføringen. Smitten overføres nemt med foder og vand, der indeholder virus. Smitten kan også overføres med tøj og fodtøj, fodersække, ikke-desinficerede rugeæg, redskaber og maskiner med videre.
Hvordan smitter fugleinfluenza til mennesker?
Svar: Fugleinfluenza smitter normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle. Læs mere om risikoen for smitte til mennesker på Statens Serum Instituts side Fugleinfluenza.
Kan fugleekskrementer på f.eks. emballage omkring møbler fra Asien udgøre en risiko?
Svar: Nej, det bør det ikke. Men smid emballagen ud, og lad være med at røre ved de tørre fugleklatter. Der er ikke set nogen form for smittespredning på den måde.