Kødsaft fra råt kød kan let blive spredt via dine fingre, et skærebræt eller f.eks. en grilltang. Blot få dråber kødsaft fra råt kød, der kommer over på salat, brød eller færdigstegt kød, kan være nok til, at du ender på toilettet med dårlig mave.
Hold råvarer adskilt fra mad, der er klar til at spise
Husk at holde:
- Forskellige råvarer adskilt under opbevaring og tilberedning. Så spreder ikke bakterier mellem råvarerne.
- Rå grønsager adskilt fra råt kød. Så forurener du ikke kødet med jordbakterier eller forurener grønsagerne med bakterier fra kødet.
- Råt kød og spiseklar mad adskilt. Hold pålæg, dessert og den færdige middagsmad adskilt fra råt kød.
- Forskellige typer råt kød adskilt i køleskabet.
Hvis bakterier som salmonella eller listeria bliver overført fra råvarer til færdiglavet mad, kan de få frit spil, fordi der ikke er nogen særlig konkurrence fra andre bakterier. På den måde får de lettere ved at formere sig i den færdige mad – især hvis maden står uden for køl.
Læg frossent kød til optøning i en plasticboks, en høj skål eller et fad i køleskabet
Sørg for, at skålen eller fadet er tilstrækkeligt stort. Så undgår du, at saft fra det rå kød løber ud i køleskabet eller drypper ned på andre madvarer i køleskabet.
Hold en god hygiejne ved grillen
Ofte går det galt ved grillen, hvor det kan være mere besværligt at få vasket hænder og holde det rå kød adskilt fra færdig mad.
Læs om hvordan du holder en god hygiejne ved grillen her.
Undlad at vaske eller skylle den rå kylling under vandhanen
Det er som oftest ikke nødvendigt at skylle den rå kylling og du risikerer at sprøjte bakterier ud over køkkenvask og -bord med risiko for at forurene f.eks. rå grønsager eller redskaber, der ligger tæt ved vasken. Hvis du alligevel vælger at vaske den rå kylling, bør du være påpasselig med hygiejnen.
Skift eller vask skærebræt, kniv og andre redskaber lige efter, de har været brugt til råt kød.
Du kan nemt komme til at sprede bakterier via køkkenredskaber. Knive, stegegaffel, røremaskine og skærebræt skal altid gøres grundigt rent efter brug. Hvis du har brugt redskaberne til råt kød, fjerkræ, fisk, æg og grøntsager, bør redskaberne rengøres straks efter brug. Grundig rengøring fjerner bakterier og virus.
Brug to stegegafler eller to paletknive, hvor den ene kun bruges til færdigstegt kød
Hvis du bruger én kniv først til råt kød og lige efter til at snitte f.eks. salat, vil salaten blive forurenet med bakterier fra det rå kød. Det kan være nok til, at du bliver syg med mavepine og diarré.
Det samme kan ske, hvis du bruger den samme stegegaffel eller paletkniv til først at håndtere råt kød og derefter færdigstegt kød på stegepanden eller på grillen.
Brug rene klude og viskestykker
Karklude, viskestykker, håndklæder, forklæder med mere kan også sprede bakterier. Vask og skift dem ofte. Tør evt. spildt kødsaft op med køkkenrulle.
Vask hænder, når du har rørt ved råt kød
Husk at vaske hænder ofte – både før du laver mad, og når du skifter mellem f.eks. råt kød og færdig mad. Du kan nemlig sprede bakterier via hænderne. Under madlavning er det især vigtigt at vaske hænder, hver gang du har rørt ved råt kød. Det gælder også, når du f.eks. former hakkebøffer eller frikadeller, ruller kød ind i bacon, samt krydrer og vender kød på stegepanden. Du kan hurtigt få spredt bakterier fra det rå kød via dine hænder til færdig mad, men også til andre overflader som f.eks. saltbøsse eller dørhåndtag.