Når du laver varm mad, bør du være opmærksom på at opvarme maden rigtigt:
- Sørg for, at gryderetten er rygende og gennemvarm. Høj varme dræber nemlig bakterier som salmonella og campylobacter.
- Tjek, at hakkebøffen og kyllingen er helt gennemstegt. Kødet bør ikke være rosa indeni.
Gryderetten bør være rygende og gennemvarm
Høj varme under stegning og kogning dræber bakterier. Derfor skal varm mad være varmet ordentligt igennem, til det er rygende varmt. Hvis du ikke varmer gryderetten ordentlig igennem, risikerer du at blive syg af bakterier som bacillus eller clostridier. De kan danne sejlivede sporer, som kan overleve en almindelig varmebehandling eller kogning. Sporerne kan derefter ligge i dvale og udvikle sig til bakterier, når temperaturen og fugtigheden er passende. Hvis du også nedkøler den varme mad for langsomt, kan sporerne udvikle sig til bakterier og danne et giftstof, som du kan blive alvorligt syg af.
Kylling og hakkebøf bør steges helt igennem og ikke være rosa indeni
Både kylling og hakkebøf bør være gennemstegt, så du er sikker på, at eventuelle bakterier er dræbt. Tjek derfor, om kyllingen er rød f.eks. helt inde ved lårbenet, inden du spiser den.
Hakkebøffen er helt gennemstegt, når den er gennemvarm og ikke er rosa indeni. En pandestegt hakkebøf, der er 1 ½ cm tyk, bør stege 7-8 minutter på hver side – 15 minutter i alt ved jævn varme. Så er du sikker på, at alle bakterier er dræbt.
Hvis hakkebøffen eller kyllingen ikke bliver gennemstegt, kan du risikere at blive syg af bakterierne campylobacter eller STEC (E. coli).
Sådan varmebehandler du kød
Det er vigtigt at gennemvarme hakket kød (f.eks. medisterpølse, frikadeller og andre farsprodukter) samt kød i tern eller i strimler, Hakket kød og småkød indeholder nemlig bakterier overalt, da bakterierne fra overfladen bliver spredt til resten af kødet, når det bliver hakket eller skåret ud fisk og fjerkræ. Normalt har hele kødstykker kun bakterier på overfladen af kødet og ikke inde i kødet. Derfor behøver stege som f.eks. roastbeef og svinekam ikke at blive gennemstegt. Fisk og fjerkræ bør også være helt gennemstegt.
Sådan varmebehandler du i mikrobølgeovn
Opvarm ikke for store portioner ad gangen. Når du varmer mad i mikrobølgeovn, skal du sørge for, at hele portionen af mad er tilstrækkeligt varmet igennem. Ved store portioner kan varmen blive ujævnt fordelt. Derfor er det vigtigt både at undgå at sætte for store portioner i mikrobølgeovnen, samt at kontrollere temperaturen i produktet flere steder efter opvarmningen. Ved at lade maden hvile lidt, efter at den er taget ud af mikrobølgeovnen, vil varmen fordele sig i hele portionen.
Sådan holder du mad varm
Hvis du holder maden varm i længere tid, bør den være ordentlig varm hele tiden. Kommer temperaturen under 65°C, kan bakterier vokse, og du risikerer at blive syg af maden. Maden skal altså holdes rygende varm og være gennemvarm.
Sådan genopvarmer du mad
Når du genopvarmer mad, er det ikke nok at lune maden. Maden skal være varmet helt igennem ved høj varme.