Vask hænder, også efter kontakt med dyr
Vask hænderne ofte og grundigt:
- før du går i gang med at lave mad,
- når du skifter fra en arbejdsgang til en anden
- når du er færdig med at lave mad
- når du har rørt ved dyr f.eks. ved gårdbesøg, børnezoo etc.
Skift eller vask skærebræt og kniv straks efter, det har været brugt til råt kød
Så undgår du at sprede bakterier fra det rå kød via skærebrættet til mad, der er færdig og klar til at spise f.eks. til salat eller brød.
Hold det rå kød adskilt fra spiseklar mad
Det er meget vigtigt at holde det rå kød adskilt fra spiseklar mad. På den måde undgår du at sprede bakterier fra det rå kød til f.eks. stegt kød, salat og brød.
Gennemsteg hakket oksekød
Hakkebøffen bør ikke være rød indeni. Oksekød, der ikke har været stegt godt nok, er sandsynligvis den vigtigste årsag til STEC infektion.
Skyl frugt og grønt grundigt
STEC kan overføres til frugt og grønt via forurenet vandingsvand eller via gødning. Frugt og grønt samt spirer, som spises rå, bør du derfor skylle grundigt.
Giv sukkerærter og rå babymajs et kort opkog
Babymajs og sukkerærter er produkter, som man typisk enten koger eller dybsteger i oprindelseslandet. Men når vi her i Danmark spiser babymajs og sukkerærter rå, som snacks eller i en salat, stiller det større krav til produkternes hygiejniske standard. Det er derfor en god ide at give disse fødevarer et kot opkog før de spises.