Sådan får du styr på hygiejnen, hvis du bruger persille og andre krydderurter

Mange tror, at man ikke kan spise rester af persillesovs. Men det kan du faktisk godt.

Hvis du vil bruge persille i sovsen eller som det grønne drys på gryderetten, bør du: 

  • Skylle persillen grundigt i rent vand.
  • Varme sovsen med den friske persille op, så den er rygende og gennemvarm.
  • Køle eventuelle rester hurtigt ned til senere brug. Sovsen skal lige dampe af, før du sætter den i køleskabet eller fryseren. Eller du kan køle hurtigt ned i vandbad.
  • Hvis du har drysset frisk persille over sovsen som pynt, bør du varme sovsen grundigt igennem igen, inden du gemmer den til senere brug.

Det er vigtigt at følge rådene. Persille kan nemlig være forurenet med jord og jordbakterier, som kan danne hårdføre sporer. Bakterier bliver dræbt ved høj varme, men sporerne kan overleve en kogning – og hvis din persillesovs ikke bliver kølet hurtigt ned, kan sporerne danne giftstoffer, som giver dig opkast og diarré.

Rådene gælder også for andre friske krydderurter f.eks. dild, estragon eller kørvel, og hvis du bruger grønkål, spinat eller andet grønt i den varme mad.